Nyheder
Siden 2007 har DAK-E (Dansk Almenmedicinsk KvalitetsEnhed) indsamlet kvalitetsdata ved hjælp af datafangstmodulet på diabetespatienter hos den praktiserende læge. NIP (Det Nationale Indikator Projekt) har indsamlet data fra hospitalssektoren. Det betyder, at DAK-E og NIP på diabetesområdet har gjort det muligt som det første område at følge patientens behandling mellem primærsektoren og hospitalssektoren.
Datagrundlaget har været anledning til at samle interesserede praktiserende læger i optageområdet for diabetesambulatoriet i Hillerød til et møde med speciallægen i diabetes fra hospitalet. På mødet blev der set nærmere på hvilken type diabetespatienter, der bliver behandlet hos den praktiserende læge og i ambulatoriet. Og hvad kom der så ud af mødet?
Professor og speciallæge i endokrinologi Birger Thorsteinsson udtaler:
"Personlig kontakt og indsigt i de to sektorers arbejde med og resultat af kvalitetsarbejdet med type 2 diabetes er meget befordrende for det tværsektorielle samarbejde. Det var rart at få bekræftet, at de rigtige patienttyper generelt får kontrolleret diabetes i den relevante sektor."
Praktiserende læge Lars Hansen udtaler:
"God diskussion med kollegaer i praksis og endokrinolog giver inspiration til de behandlingsmæssige og organisatoriske udfordringer, vi møder i behandlingen af vores patienter med diabetes. Værdien af datafangst og vejen til kvalitetsforbedring i egen praksis er mere klar."
Analyse af det fælles datagrundlag er et udtryk for, at patienten er i fokus, og at de sundhedsprofessionelle tilrettelægger deres arbejde med udgangspunkt i, hvordan det bedste patientforløb skabes for kroniske patienter. Dette ønske har været på den politiske dagsorden i flere år, men det er først nu, at det er muligt at anvende kvalitetsdata som en katalysator for proaktiv planlægning og nye samarbejdsformer.
Yderligere oplysninger om anvendelse af kvalitetsdata på tværs af sektorerne kan fås ved at kontakte praktiserende læge og konsulent i DAK-E Jesper Lundh lundh@dadlnet.dk eller souschef i DAK-E Lene Grosen lgrosen@dak-e.dk.
Den 3. marts 2010 er der politikerseminar om sammenhængende patientforløb arrangeret af Folketingets Sundhedsudvalg og Teknologirådet. Programmet kan læses her:
http://www.tekno.dk/subpage.php3?article=1657&survey=8&language=dk
