Nyheder
Repræsentanter fra DSAM og Dansk Cardiologisk Selskab drøftede DAK-Es oplæg til indikatorer for hjertesvigt. Der var enighed om, at kortåndethed og funktionsbegrænsning, som registreres ved den såkaldte NYHA-skala, er den centrale indikator, og at ekkocardiografi ved en cardiologisk speciallæge er den centrale undersøgelse. Patienter, hvor der er mistanke om hjertesvigt, skal henvises til cardiologisk vurdering, og hvis diagnosen bekræftes, er det cardiologens opgave at initiere den medicinske, livsforlængende behandling. DAK-Es indikatorer skal hjælpe de praktiserende læger og deres patienter til at fastholde og justere behandlingen. Indikatorregistreringen skal tillige ses i sammenhæng med de eksisterende og igangværende initiativer på området, herunder ikke mindst Sundhedsstyrelsens kommende "pakkebeskrivelser" på hjerteområdet og DSAMs kommende hjertesvigtsvejledning.
