Patientoplevet kvalitet af almen praksis - DANPEP 2.0

I overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers Organisation er det aftalt, at praktiserende læger skal gennemføre patienttilfredshedsundersøgelser mindst hvert tredje år.

Til støtte herfor foretages i regi af overenskomstens parter en videreudvikling af DANPEP-konceptet, således at et online koncept, DANPEP 2.0, kan tages i brug i 2012.

DAK-E får driftsansvaret for DANPEP 2.0 og kommer til at stå for indsamling, bearbejdning og afrapportering af resultater til lægerne.

DANPEP 2.0 vil være en landsdækkende løsning, udviklet specielt til almen praksis og tilpasset Den Danske Kvalitetsmodel.

I udviklingsforløbet indgår et pilotprojekt, hvor spørgsmålene skal valideres, afrapporteringen til lægerne evalueres, og der skal afprøves forskellige metoder til online inklusion af patienter, fx via e-mail.
 

Patienterne vil få stillet spørgsmål om deres oplevelse af

  • Læge-patientforholdet
  • Den lægefaglige ydelse
  • Patientinformation og patientinddragelse
  • Sektorovergange
  • Praksispersonalets opgaver
  • Tilgængeligheden
     

Derudover indeholder skemaet spørgsmål om

  • patientkarakteristika af betydning for evalueringen
  • spørgsmål om kronisk sygdom
  • samt tekstfelter til patienternes kommentarer
     

Praksis, der er interesseret i en patientevaluering med DANPEP 2.0, vil kunne tilmelde sig på DAK-E’s hjemmeside fra primo 2012. Der bliver sendt information ud, når tilmeldingen starter.

 


Dansk Almenmedicinsk KvalitetsEnhed · J.B. Winsløws Vej 9A, stuen · 5000 Odense C · e-mail
Dudal Webdesign